Telefonnummer: 66 13 41 42

Knyst

Knyst

Knyster ved storetåen eller lilletåens grundled kan være smertefuld. Huden over knysten er hævet og øm. Knyst kan være familiær, men kan også opstå uden grund eller p.g.a. fodtøj.
En vigtig del af behandlingen er, at anvende sko, der passer foden og ikke trykker på de ømme steder. Smerten kan forsvinde ved anvendelse af rummeligt fodtøj evt. suppleret med et fodindlæg eller man kan få udblokket sine sko.

I hårdnakkede tilfælde kan knyst være invaliderende og operation kan anvendes som smertelindring og samtidig tilbageføre foden til en mere hensigtsmæssig form.

Adskillige operationstyper anvendes, talrige teorier om små kirurgiske nuancer er fremsat, men ikke bevist. Vigtigt er det dog at forstå, at operation kun skal foretages for at afhjælpe smerte. Efter operation er det ofte nødvendigt, at anvende et indlæg for at sikre et optimalt resultat.

Vejledning:

Operationen:
Operationen foregår i lokalbedøvelse og tager ca. 40 min. De/du skal ikke være fastende, hvis De/du får fast medicin skal De/du tage medicinen som sædvanligt. Blodfortyndende medicin ( Maravan, markumar, plavix, hjertemagnyl m.m. skal De/du dog holde pause med fra 5 døgn før operationen ).

Efter operationen:
Efter operationen får De/du anlagt en stor forbinding, som forhindrer Dem/dig i at bruge almindelig sko ( De/du låner en hælsko ). For at undgå hævelse er det meget vigtigt, at De/du holder den opererede fod højt de første døgn . Gå kun når det er mest nødvendigt de første døgn.
De/du kan låne krykker på klinikken, og De/du får udleveret smertestillende medicin til de første døgn.

Smertestillende medicin i øvrigt:
Ved smerter efter operationen er det vigtigt at holde foden højt. Hvis dette ikke er tilstrækkeligt, kan De/du anvende håndkøbsmedicin, f.eks. Pamol, Pinex, Panodil eller lignende.
Hvis ikke dette er tilstrækkeligt, skal forbindingen klippes helt igennem og løsnes.

Trådfjernelse og det umiddelbare forløb efter operationen:
Trådene og forbindingen fjernes efter 2-3 uger. Yderligere 2 uger skal De/du anvende forbinding og hælsko. De/du kan herefter anvende gode rummelige sko og må træde med fuld belastning på foden. Foden har tendens til at hæve de følgende uger. Det kan trods operationen blive nødvendigt at anvende et fodindlæg i skoen.

Komplikationer:
Som regel vil der i nogle måneder efter operationen være hævelse af foden. Derfor skal man, når lejlighed byder sig lægge benet op på en skammel.
En mindre skævhed af tåen er acceptabel. Som ved alle operationer er betændelse en mulig risiko.

OBS!
Ved dunkende smerter i foden og feber ( eller blot bekymring ) skal man henvende Dem/dig til klinikken (tlf:66134142) eller søge sin praktiserende læge.